fbpx

BOLIGTRENDS 2021 - VI HAR SPURGT EKSPERTERNE...

2020 har været en kæmpe omvæltning for mange i kraft af samfundets besynderlige situation. I starten var det et kæmpe chok og mange er blevet nødt til at genfinde måden de lever deres liv på.

I 2021 har chokket lagt sig og vi, tilpasningsdygtige mennesker, har fundet os til rette i, hvilke muligheder denne omvæltning trods alt også har haft med sig. De mange timer derhjemme har sat skub i flere forskellige tendenser, som særligt kommer til udtryk i boligen, og dem vil vi gerne belyse her.

Da vi ikke selv er specialister i at indrette de hjem, vi bygger, har vi forhørt os hos eksperterne. 3 indretningsinfluenter giver deres bud på, hvordan vores indretning har og vil udvikle sig i 2021. Er du nysgerrig? Så læs mere her.

Fokus på udendørslivet

“Der er sket meget under et år med COVID-19. Derfor søger vi, det velvære, vi ikke har kunnet få andre steder. Vi elsker at rejse på badehoteller, og mange af de oplevelser som vi har haft, tager vi med hjem. Derfor begynder vi at se en stigende trend for udendørs/indendørs spa, saunaer og stigende køb af sommerhuse.

Vi vil opleve den danske natur mere, og jeg mener, at mange har fået øjnene op for, hvor smuk Danmark i virkeligheden er.

Udendørs livet og haven skal også have et løft, så vi kan få den danske sommervarme ind i sjælen.

Så derfor vil vi generelt bruge flere penge på at være udendørs,” siger Jesper Klintdrup Holm.

Jesper Klintdrup Holm (@klintdrupp på Instagram) er dansk influencer og boligstylist med 38,8 tusinde følgere. Hans indretningsstil og hjem er stærkt præget af dansk design og en strømlinet minimalisme. Find hans profil her:

Velvære

2020 og starten af 2021 har været en hektisk tid for mange, og har tvunget de fleste til at bruge mere tid derhjemme. Derfor har vi haft brug for at gøre hjemmet ekstra hyggeligt med varme, bløde tekstiler og stearinlys.

“Boligtendenserne for 2021 peger denne gang hen mod varme toner, brune nuancer og jordfarver,” mener Cecilie Kovsted.

“Det gør det af den simple årsag, at vi vil tilføje mere varme, ro og hygge til hjemmet.“

Cecilie Kovsted (@interiorunivers på Instagram) er dansk influencer indenfor boligindretning med 10,8 tusinde følgere. Hendes følgere nyder godt af at se på hendes hjem i smukke varme jordfarver, fyldt med plakater og loppefund. Find hendes profil her:

Self-care er et begreb, som aldrig før har haft så meget fokus. Vi har lært, hvor vigtigt det er at tage os af vores mentale helbred og i forlængelse af dette at bade os selv med kærlighed og selvforkælelse. Og apropos “bade” forbinder mange denne form for velvære med et badeværelse, som har fået ekstra meget opmærksomhed. Så når vi ikke kan komme på wellness ophold, så må vi jo skabe rum til det derhjemme. Her vil der være fokus på sanser – især aromaterapeutiske dufte og naturlige materialer såsom sten, marmor, træ, planter mm.

De nye farver

Jesper Klintdrup Holm fortæller: “Der vil være en omvæltning i vores boligstyling. Vi vil stadig arbejde med farver, men de vil blive mere skrappe sammen med de trendy pasteller.

Den nordiske stil vil blive sat på prøve, og vi vil lege med at få nogle skrappe farver ind i den nordiske stil. Det kunne fx. være hindbær rød, fransk blå og æggegul.”

“En anden trend som vi kommer til at se mere til i 2021 er smukke farvekombinationer og kontraster. Det kan være på vægge, møbler, interiør osv. Men især steder, hvor man tydeligt lægger mærke til det. Vi har i en lang periode været vilde med at bruge farver i hjemmet, dog i en mere simpel udgave. Her havde rummet en farve men med knap så kraftige kontraster,” påpeger Chalotte K. Kruse. Nedenstående fotos er af hendes eget hjem, hvor man ser en inspirerende farvekombination med den grønne væg, en lilla skoreol og lyserøde plakater.

Chalotte K. Kruse (@decorstudiodk på Instagram) er dansk fotostylist og udvikler af creative content med hendes knap 7 tusinde følgere, der følger med i billeder af hendes farverige hjem og lejlighedsvise fototips og DIY projekter. Find hendes profil her:

Det hjemmelavede look

“Farvet glas er også kommet for at blive. Det samme er unika keramik, men især farvet glas er blevet populært. Og det er alt fra mundblæste unikke glas, muranolamper, glaskander mm.,” fortæller Cecilie Kovsted.

Det hjemmelavede look er en trend, der vinder frem i kraft af al den tid, vi har haft mulighed for at bruge på diverse DIY projekter. Det gælder både ift. det man selv laver, men også det der ligner, at man selv har lavet det. Det unikke, personlige og organiske. Det er også derfor, at vi stadig ser gallerivægge og reoler, hvor man virkelig har mulighed for at personliggøre sit hjem med familiebilleder, abstrakte plakater, unik keramik og meget mere.

Generelt kommer organiske former også mere og mere frem i indretningen. Møbel- og indretningsbrands udfordrer det klassiske kantede look som ofte sofaer og lænestole har haft indtil nu. De runde, bløde, asymetriske former fremstår æstetisk smukt og nytænkende.

DIY projekter slutter ikke her

“Før var de snoede lys et kæmpe must i indretningen, dette er nu blevet skiftet ud med de famøse papirsblomster, som kan stå og pynte i hjemmet. Det er blevet meget populært at lave dem selv, hvilket også er et hyggeligt projekt i denne tid,” siger Cecilie Kovsted.

Chalotte K. Kruse fortsætter: “I 2020 var det projekter med selvhærdende ler og crepe blomster, som florerede på især Instagram. Disse DIY projekter forsvinder ikke, men nogle nye kommer til. Et par af de nye er perleblomster og Pojagi gardiner, som er en japansk måde at sy på.

Jeg har købt mig til et færdig syet gardin, da mine evner men en symaskine er minimale. Men ikke desto mindre, er der mange som giver sig i kast med projektet.” Du kan se det her:

Genbrug

Genbrug er bæredygtigt, og bæredygtighed er ikke til at komme udenom – og heldigvis for det. De fleste har efterhånden omfavnet, hvilke muligheder for nytænkning, som dette har bragt med sig. Genbrug behøver ikke bare at være at finde nogle halv-fesne lamper i den nærmeste genbrugsbutik og sætte dem på sin kommode i stuen. Nej, det kan give anledning til at tænke kreativt – male eller skille disse halv-fesne lamper ad og sætte dem sammen på en helt anden måde for at gøre dem unikke og så godt som nye.

“Genbrug er ikke en ny trend, men noget vi er blevet meget glade for, at bruge i vores hjem over en længere periode. Og den er med her, for når landet bliver åbnet op igen, er jeg sikker på, at rigtig mange af os vil tage på genbrugsjagt – og sikkert flere end før. Vi har savnet det og drømmer om de mange kommende fund.

Derudover ser vi en større og større tendens til at renovere gamle møbler og give dem nyt liv. Blot fordi de er lidt slidte, skal de ikke smides ud. Vi vil gerne udnytte de ressourcer som allerede er blevet brugt, så vi kan passe på miljøet,“ siger Chalotte K. Kruse.

Vi bringer naturen indenfor

“Naturen vil også komme i spil i farverne og det vil blive de lyse træsorter som fx Douglas træ, som vil blive ret trendy de næste par år,” mener Jesper Klintdrup Holm.

Derudover vil vi invitere flere og flere naturlige materialer ind i vores hjem. Materialer som hør gør sin berettigelse som duge, puder, gardiner, sengelinned mm. med sit krøllede, jordnære og autentiske udtryk.

Planterne vil vi også blive ved med at rykke indendørs for at føle os tættere på naturen. Naturen, som vi har genfundet kærligheden til under nedlukningen, da den har fungeret som et slags tilflugtssted for mange. I stedet for at gå på caféer og restauranter (da de har været lukket), har vi gået turer og nydt, hvad naturen har at byde på.

Forskellige tekstiler

“Det er også blevet meget populært at bruge forskellige tekstiler i hjemmet i form af stofæsker, patchwork (som både kan pynte på væggen, i sofaen eller som et smukt sengetæppe) og så er puder i det smukke liberty stof også blevet meget populært, og er en tendens vi kommer til at se mere til,” fortæller Cecilie Kovsted.

Mere inspiration?

Se flere artikler her